Professorportræt: Det lå i kortene, at Marco Carbone skulle være datalog
Den 19. september 2025 kl. 15.00 holder professor sin tiltrædelsesforelæsning i Auditorium 02 på IT-Universitetet i København.
Marco CarboneForskningOm ITUProfessorportrætsoftware
Skrevet 4. september 2025 06:53
Af Mette Strange Mortensen
For professor Marco Carbone har computere og programmering altid været en stor interesse. Da han var omkring otte år gammel, lærte han sig selv at programmere i et sprog kaldet Basic, og siden da har han beskæftiget sig med datalogi. Lige nu handler Marco Carbones forskning om korrekthed i samtidige softwareprogrammer.
”Jeg har altid bare været interesseret i at arbejde med datalogi. Da jeg var barn, ville jeg arbejde i industrien, fordi jeg syntes, det var en dårlig idé at blive forsker. Men så snart jeg begyndte på universitetet, begyndte jeg at kunne lide forskning, fordi jeg havde nogle fantastiske undervisere, og de fik mig til at forelske mig i området omkring programmeringssprog og semantik for programmeringssprog,” siger Marco Carbone, ”nu arbejder jeg med samtidig programmering og softwarekorrekthed, hvilket handler om at sikre, at man skriver korrekt kode. Min forskning fokuserer på, hvordan software, der er udrullet forskellige steder, interagerer med hinanden.”
Marco Carbones forskning kan anvendes i mange forskellige hverdagssituationer. De fleste mennesker bruger mange forskellige typer software hver eneste dag, som interagerer på forskellige måder, og derfor er vi alle afhængige af softwarekorrekthed og -pålidelighed.
”Computere er overalt, og databehandling er en del af så mange ting i hverdagen. Det kan være i skoler, i finansverdenen eller i sundhedssektoren. Disse systemer er kritiske, i den forstand at det er afgørende at sikre, at den software, man bruger, faktisk er korrekt,” siger Marco Carbone.
Den 19. september 2025 kl. 15:00 afholder Marco Carbone sin tiltrædelsesforelæsning i Auditorium 02 på IT-Universitetet i København. Forelæsningen vil handle om hans forskning i samtidig programmering og de problemstillinger, der opstår i forbindelse med samtidig programmering.
Mysterier i forskning
Marco Carbone har været forsker i mere end 20 år. For ham kan det at være forsker sammenlignes med at løse mysterier.
"Min yndlingsdel af jobbet er, når jeg gerne vil finde ud af noget, men ikke ved, hvor det fører hen, om jeg overhovedet kan løse det, eller hvordan jeg skal løse det. Det synes jeg er enormt spændende. Usikkerheden omkring, hvor man kan finde sine svar. Det finder jeg meget tiltalende," siger Marco Carbone.
Det næste mysterium, han vil forsøge at løse, handler om probabilistiske systemer. Han har for nylig modtaget en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til projektet, der har titlen PROBABILIstic Session Types (PROBABILIST).
”Jeg vil forske i probabilistiske samtidige systemer, fordi tingene i dag er så komplekse, at det næsten er umuligt at sige, at denne kode er korrekt eller sikker. Det er bedre at sige, at noget virker 99 % af tiden. Idéen med projektet er at begynde at undersøge den probabilistiske tilgang, hvor man kan sige, at noget har en vis sandsynlighed for at gøre det ene eller det andet.”
Theis Duelund Jensen, Presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email